En køkkenmodernisering er både en kompliceret og kostbar entreprise, og du skulle jo gerne kunne nyde det færdige resultat langt ud i fremtiden. Det er derfor vigtigt at tænke sig godt om og overveje alle mulighederne i starten. Kig i udstillinger og brochurer for at finde stilen. Det bedste er hvis du kan finde et billede i et katalog, af et køkken der udtrykker den stil du søger. Klip det ud og hold dig til det igennem hele entreprisen. Det kan give dig svar på utroligt mange spørgsmål om materialer, tilbehør og detaljer som du måske ikke skænker en tanke i starten af forløbet. Lad et par køkkenkonsulenter komme med forslag efter at du har gjort dig dine egne overvejelser, og beslut dig herefter for hvor du vil købe køkkenet. Husk at vise dem billedet, det er mere værd end mange ord.