De fleste med en lille smule hang til gør-det-selv arbejde er på et eller andet tidspunkt blevet ramt af trangen til at svejse 2 stykker stål sammen. Og i forlængelse af det måske endda leget lidt med tanken om at købe sig et lille CO2 svejseapparat – bare sådan lige til husbehov, du ved! Jeg kender flere eksempler hvor det ulykkeligvis bare er blevet ved tanken, mest fordi man ikke lige var helt sikker på om nu området var lidt for kompliceret, og om man overhovedet kunne styre det spruttende udstyr på en forsvarlig måde, med et fornuftigt resultat til følge. Til alle jer som jeg måtte dele denne oplevelse med, må jeg beklageligt meddele at ”trangen” desværre ikke kan ignoreres ihjel. Den vil opsøge dig igen og igen, indtil du til sidst overgivende slæber dig af sted til den nærmeste forhandler. Men jeg vil også opmuntre dig, og fortælle at vi, der så er kommet over på den anden side, med en lille smule øvelse faktisk godt kan lave ganske pæne svejsninger med et semiprofessionelt anlæg på 230 volt, til helt ned fra omkring kr. 2.000,-Med andre ord – tiden er moden!